𝗗𝗲𝘁 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲𝗿 𝗲𝗻 𝘀𝗼𝗹𝗼𝗸𝗼𝗻𝗰𝗲𝗿𝘁 𝗳𝘂𝗹𝗱 𝗮𝗳 𝗱𝗲 𝗻𝘆𝗲𝘀𝘁𝗲, 𝗱𝗲 æ𝗹𝗱𝘀𝘁𝗲 𝗼𝗴 𝗱𝗲 𝘀æ𝗿𝗲𝘀𝘁𝗲 𝗽𝗮̊𝗵𝗶𝘁, 𝗻𝗮̊𝗿 𝗔𝗹𝗹𝗮𝗻 𝗢𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗱𝗶𝘀𝗸𝗲𝗿 𝗼𝗽 𝗺𝗲𝗱 𝗮𝗻𝗲𝗸𝗱𝗼𝘁𝗲𝗿, 𝗮𝗻𝗮𝗿𝗸𝗶 𝗼𝗴 𝗲𝗻 𝘀𝗽𝗶𝗹𝗹𝗲𝗹𝗶𝘀𝘁𝗲, 𝗱𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗮𝗯𝗲𝘀 𝘂𝗱 𝗳𝗿𝗮 𝘀𝘁𝗲𝗺𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗻 𝘀𝗮𝗺𝗺𝗲𝗻 𝗺𝗲𝗱 𝗽𝘂𝗯𝗹𝗶𝗸𝘂𝗺 𝗽𝗮̊ 𝗮𝗳𝘁𝗲𝗻𝗲𝗻. Allan Olsen er klar til at drage solo ud i landet under fanen ’Vi Fossile(r)?’, som han selv forklarer handler om nogle helt særlige mennesker, nemlig: ”Vi der ligger lige midt imellem: Vi er for knarvorne til at hoppe på el-bil-hysteriet. Og trods alt stadig for unge til, at vi kan bruges som brændstof.” Meget i Allan Olsens lange karriere tyder på, at der – heldigvis – er både plads til og brug for en dansk sangskrivning, der ganske uhæmmet jonglerer med emner, ord og vendinger, som ingen har hørt dem før. I hvert fald ikke i en sang. Overalt i Olsens store bagkatalog støder man på finurligheder og skarpe betragtninger som intet andet sted i dansk popkultur. Olsens repertoire dyrkes næsten fanatisk i en stor fanskare, som sætter i en ære i at kunne memorere hver eneste stavelse i deres yndlingssange i trubadurens massive sangkatalog. I rampelyset krydrer han garvet og overlegent sine shows med anekdoter, tossede vinkler og ren stand-up i et enestående mix af ekvilibrisme og anarki. Således uden en forberedt spilleliste eller andet af det, Allan Olsen betragter som snyd på en scene … Olsens udgangspunkt er altid, at den optrædende og publikum sammen skaber koncertens øjeblik. Dét øjeblik man husker, når man går hvert til sit.